Sejltrim med Øyvind Bordal
Praktisk kursus i sejltrim
En sejlbåd sejler kun for vindens kraft, og sejltrim afgør forskellen mellem ubalance og harmoni. På dette kursus lærer du at trimme sejlene, så båden bliver lettere på roret, krænger mindre, sejler mere harmonisk – og udstyret belastes mindre. Resultatet er større sejlglæde, mindre slitage og ja, også mere fart. Kurset er et high-end kursus tilrettelagt i samarbejde med den erfarne kapsejler og forfatter Øyvind Bordal og og Oure Højskole. Kurset afholdes op til starten af kapsejladsen Silver Rudder 2026.
Kurset foregår til søs, hvor vi arbejder praktisk med rig og sejl i skiftende forhold. Indkvartering ombord eller på Oure Højskole.
Instruktør: Øyvind Bordal – sejlsportsjournalist, forfatter til seks bøger om sejlads og erfaren sejlinstruktør med 45 års erfaring fra både kapsejlads, tursejlads og langture over Atlanten.
Hvad får du ud af kurset?
Du får 2 tætpakkede døgn med praktisk sejlads, trim-teori og konkrete workshops ombord, som gør dit sejltrim meget skarpere. Kurset er perfekt for dig, der gerne vil have mere ud af din sejlads og gerne vil prøve kræfter med kapsejlads.
